TET 2019

TET 2019

7  dage på Trans Euro Trail

30. maj til 5.  juni 2019


En tur der ikke gik som forventet


En fælles turberetning om en tur med alt for store elektriske udfordringer på min R100Tracker,

og fortællingen om sammenhold og musketerånd i vores fantastiske kørefællesskab.


Vi mødtes til aftenkaffe hos Kaj Arne i Grenå. Ved midnatstid sejlede natfærgen til Varberg, og vi fandt et forholdsvist roligt hjørne med bænke og gulvplads til vores liggeunderlag og soveposer.


Jeg ved ikke hvor mange timers søvn det blev til i alt. I morgenens gråvejr kørte vi ud i den tunge lastbiltrafik i Varbergs gader. Efter en halv time var vi ude af byen, og det grå og fugtige landskab gled forbi, mens vi kørte de første kilometer mod dagens mål shelterpladsen ved Dalstorpasjön. Den ligger et stykke nord for Värnamo og ikke langt fra TET sporet.


Efter første stop havde min boxer ikke nok power til at el-starten kunne skyde den i gang. Et problem jeg ikke tidligere har oplevet, i de knapt 31 år fra august 1988 hvor jeg købte den direkte fra tjeneste i det danske politi. Henrik skubbede mig i gang, hvad han og Kaj Arne blev rutinerede i inden vi til middag nåede frem til lejrpladsen i skoven ved søbredden.


Vi slog teltene op. Det vil sige det gjorde Henrik og Kaj Arne. Jeg valgte shelteret, og benyttede tiden til at gennemgå elsystemet, dog uden at finde årsagen til den manglende strøm på batteriet.


Hen på eftermiddagen ankom Allan. Han var tyvstartet en dag tidligere, og havde taget turen over broerne og op gennem det sydlige Sverige. Allan er egentlig den eneste af os, der har det helt rigtige køretøj til TET sporet. Allan kører på en GS’er. Min hjemmestrikkede R100T for Tracker ligner en del, men den mangler alligevel noget, bland andet de sidste par centimeter i fjedervandring både for og bag. De to sidste maskiner i selskabet var egentligt helt uegnede, selvom Kaj Arne havde monteret TKC 70 dæk både for og bag. Vi havde derfor på forhånd aftalt at køre uden om de mest smattede strækninger at TET, på denne vores jomfrutur ud i ”offroad-kørsel”.


Eftermiddagen og aftenen gik med bålhygge og naturligvis madlavning. Til aften var der gang i flere Trangia’er og maden smagte!

Næste dag kørte vi først direkte til Biltema i Jönkøbing. Jeg ville have en lader, så jeg på denne måde kunne få strøm på batteriet.


Herfra kørte vi ad asfaltvej direkte til Vätterns nordvestlige hjørne, hvor vi tog en overnatning på Karlsborg Camping. Mit batteri og den nyindkøbte lader overnattede ved en stikkontakt i receptionen. Aftensmad og hygge i fælleslokalet på pladsen og så godnat.


Næste morgen startede på bedste vis. Batteriet monteret og boxeren spandt som den bedst kunne. Vi fik hurtigt pakket og tanket og turen videre startede op. Det regnede let, men det har aldrig givet problemer for vores stabile maskiner. Vi har dette år kørt ture i Norden i en ti års periode, oftest som i år en rundtur uden helt fastlagte ruteplaner og uden bookinger. Til gengæld med alt grej til overlevelse i det fri inklusive madvarer til hele turen.


En halv times kørsel fra Karlsborg, døde min boxer helt pludseligt og helt uventet. Det var som om jeg havde vippet dødemandskontakten. Vi fik aldrig liv i den igen, trods utallige forsøg, og gode råd hjemmefra. Ole, der tidligere har deltaget i mange af turene og Jørn fra Nordjylland var meget hjælpsomme, men intet hjalp det, desværre.


Så måtte SOS på banen, og efter mindre end en time var Falck på stedet. En time senere havde SOS accepteret at den gamle boxers el-problemer med manglende ladning og tænding ikke kunne fikses på de krævede tre værkstedstimer. Delene var nok ikke på lager i Sverige. De ville nu finde en bil til at fortsætte turen i, og derpå ville jeg indhente det øvrige selskab og lege servicevogn.


Hvordan SOS sidenhen behandlede sagen kan I læse om nederst i denne fortælling.


Herfra fortsætter Logbogen med notater fra den resterende gruppe, der gennemførte turen, på deres helt egen måde

Efter Bjørn var blevet afhentet af SOS ( Falck ) holdt vi en kort rådslagning i tørvejr på trappen i det forladte hus. Vi blev nu hurtigt enige om at foresætte turen, dog uden at have helt styr på andet end hjemrejse tidspunkter.


På det tidspunkt troede vi måske også at Bjørn hurtigt ville indhente os i en udleveret bil, og fungere som en slags servicevogn, køre i forvejen, finde en fin hytte, lave mad osv. Men sådan gik det ikke!


Efter mine notater gik det således efter den sidste nat vi var sammen i Karlsborg:


Vi fortsatte til Arvika hvor vi overnattede i en hytte på Fiskeviks Camping.


Næste dag fortsatte vi til Bakke Camping nær Vingrom lidt syd for Lillehammer.


Sidste overnatning var i Notodden.


Vi fandt grænsen for anvendelsen af forholdsvis tunge BMW maskiner på TET ruten, idet mudrede markveje ikke fungerede når vi var læsset med alt til en uge.


Allan og Kaj Arne fik indstillet deres GPS til det næstbedste, nemlig små og hyggelige veje (og på lange strækninger grusveje) i de svendske skove og norske fjelde. Jeg havde kun kort og kompas fremme en enkelt gang, hvor vi var virkelig på landet.


Alt i alt endte det med at blive en fin tur. Vi skulle selvfølge lige finde rollerne i den "nye" gruppe. Det gik nu fint, og  det var i sig selv også en god øvelse!

Stighult badplats                                                       Arvika                                                                   Vingrom S. for Lillehammer

SOS var altså så hjælpsomme og hurtige. En time, så var den gamle boxer og jeg afhentet. En time senere var det afklaret at jeg havde krav på en bil til at fortsætte mine ferieplaner i. Kunne de ikke levere bilen på den campingplads i Mariestad, hvor Falck havde været så venlige at køre mig til, ville de sende en taxi der kunne hente mig og en motorcykel-ladning af tunge tasker med alt mit grej i, motorcykeldragt, hjelm, støvler osv. Fortrøstningsfuld indrettede jeg mig i min hytte. Dette skete lørdag hen på eftermiddagen.


Det skal her nævnes, at jeg desværre har haft brug for SOS International to gange tidligere i min karriere, men den er også lang :-)

I 1988 døde min gamle Suzuki GT750 "Vandbøffel" i Heidelberg. Det var efter tre uger i Frankrig og ned til middelhavet. En halv time efter at SOS dengang havde erkendt at der vankede en erstatningsbil, var Lisbet og jeg i Taxi fragtet hen til Avis i Heidelberg. Vi fik en helt ny Golf at køre hjem i.

To år senere var den desværre gal igen. Efter en tur Europa rund i godt fire måneder, røg der en tand i bagtøjet i det aller sydligste Portugal. En enkelt time efter at SOS havde er kendt at fejlen ikke kunne rettes inden for den gældende grænse, sad vi igen i en spritny Golf, som vi kunne fortsætte vores lange rejse i, i op til 21 dage fra udleveringen.

Med disse oplevelser, og andres lignende fortællinger var jeg derfor fortrøstningsfuld.


Der skulle herefter gå tre dage, utallige rykkere via telefonopkald fra mig, samt et hav af SMS'er, før SOS overgav sig og lod mig selv skaffe den taxi der så kørte mig 115 kilometer i den gale retning, alt for sent til at jeg kunne nå at fuldføre mine ferieplaner sammen med mine følgesvende, og ikke nok med dette, så blev jeg på vejen hjem i erstatningskøretøjet via SMS beordret på en omvej til Kastrup Lufthavn, til et andet firma, for at bytte bilen ud med en billigere model, som jeg så kunne køre hjem til Aarhus i.


Megte træt efter tre dage i uvished, både for mig og for den gruppe jeg rent faktisk stod som arrangør for, og frustreret over SOS' ligegyldighed og arrogance hver gang jeg henvendte mig, særligt da jeg talte med en af deres ledere, kunne jeg afslutte en uges trælse oplevelser, med en skuffelse over at SOS ikke længere leverer varen, og da slet ikke håndterer en sag i Sverige så proffessionelt, som de gjorde i "gamle dage" i Tyskland og Portugal.


Jeg har hørt at TRYG forsikring har trukket sig fra SOS International og i stedet lavet deres egen ordning. Jeg skal snarest have sat mig ind i hvad de tilbyder.


I fremtiden kan man ikke satse på rettidig hjælp fra SOS International!

Copyright © www.boxertouring.dk