To R1100RT på tur september 2020

To R1100RT på tur 2020

Septembertur. Det er ved at være en tradition. Dette år, præget af Corona epidemi og mange restriktioner, var ingen undtagelse.

Aftalen var at mødes ved den gamle smukke bygning Tønder Station.

Jeg havde vel fire gange så langt til destinationen som Henrik, så jeg kom selvfølgelig først! 

Så var der fin tid til at tage en masse fotos af stationen og af den røde boxer, som jeg netop denne sommer havde byttet mig til ved at gå af med det to gamle Airheads.


Henrik ankom og nu kunne turen begynde. Vi kørte en rute ad de mindre veje, sydover med kurs mod den tyske grænse.

På vejen besøgte vi Højer Sluse, med stormflodspælen, hvor de værste stormfloders høje vandstand står markeret.


Vi kørte ind i Tyskland ad den vestligste vej. Det var blot to gamle træpæle der markerede grænsen.


Frokostpausen valgte vi at holde i Dagebøl, en typisk kyst-turistby men også færgehavn for færgerne til Föhr og Amrum.

Regnen var vor faste følgesvend. Vi kørte en tur rundt i det Nordtyske landskab. Vi var på jagt efter en mark, eller mere præcist Sankelmark. Det viste sig at være en lille flække med en klynge huse og ja - en mark! Henrik, der er opvokset på Sankelmarksvej i Silkeborg, har længe funderet over navnets oprindelse. Nu er det så afdækket. Tjek!


Efterhånden som vi nærmede os den dansk-tyske grænse ved Flensborg, gik snakken i Intercom'en omkring indkøb af toldfri varer! Nærmere bestemt om der måske var en god whisky på bud. Det var der. Og et par Flensburger pils blev der også plads til i de hårdt prøvede sidetasker.


Vi kørte ind i Danmark igen. Der var nogen kødannelse ved grænseovergangen. Herefter blev kursen igen i år sat på vores valgte overnatningsdestination "Mini Primi Camp" lidt øst for Nymindegab. Her nåede vi frem hen på aftenen. Det reserverede shelter var beboet, men de hyggelige motorcyklister der hilste os velkommen i selskab med Peter Riber, rykkede beredvilligt sammen og vi fik dermed hvad vi var blevet lovet, et stort tørt shelter for natten. Det var hyggeligt selskab vi var kommet i. og det blev sent før de sidste gløder døde ud og vi krøb i soveposerne.


Dagen derpå sov vi længe, og først ud på eftermiddagen kørte vi hjemad.